SPOR

–

skrevet under arbejdet med Maurerne 1999.

1

Tilhuggede sten

sat oven på hinanden

af mennesker

i en fjern fortid

interesserer mig ikke synderligt

hvis stenene

ikke kan fortælle om liv

dengang og nu.

Stenene, brokkerne, ruinerne – sporene

siger oftest meget lidt om kærligheden

men mere om begæret efter magt.

Man overlades til sin egen forestilling om fortiden

og klynger sig til et forfængeligt, naivt håb om

at tidligere tider viser vej

og kan bruges i ønsket

om en bedre verden.

2

Her sidder jeg

ved borgen i Antequera

og ser de uendelige vidder af oliventræer

plantet i bølgende rækker

og tænker: hvor tørt her er

og alligevel kan man også her

finde et godt liv

eller i hvert fald et liv

ligesom andre steder

hvor mænd og kvinder mødes

og børn fødes og vokser op.

Spor på spor på spor

i landskabet:

terrasser på en skråning

appelsiner og citroner ført hertil

fra andre kontinenter

en aquadukt skærer fra klippe til klippe

spandevis af hestemøj hældt ud

for at gøre sand og sten

til opdyrket land.

Kvinderygge

der bøjer sig

og samler afklippede grene fra vinranker

der skal bruges til optændingsbrænde

ved madlavning og aftenvarme.

Klumpede grene fra korkegen

der kan varme natten over -

korkens bark til vinen

til gulvet til væggen til loftet.

Spor i landskabet

Sten stikker op på en vinmark

hvor bonden hver dag må køre udenom

med traktoren

Stenene danner et mønster

og toppen af en krukke anes

og bonden stiger af og kigger og undres et øjeblik

men ved egentligt godt

at her ligger spor af forfædrene.

Købmanden

der er ved at blive gammel

kigger op på borgen

for at se solen titte frem

men beholder den uldne trøje på

Han vender sig langsomt

mod manden

der kommer med brød.

Dagen er begyndt og børn

i skoleuniformer

vandrer råbende forbi.

På en mur udenfor arenaen

sidder de elskende tæt – to og to

for snart at gå hvert til sit.

Jeg ved endnu ikke

hvad jeg laver her

men følger en hund gennem passagen

og vi når til en plads

hvor vinden hvirvler sandet

i en fygende spiral.

Hunden stopper og jeg vandrer videre

til kanten af en klippe

og landskabet åbner sig

med bølgende olivenblade

så langt øjet rækker.

Jeg bliver her en stund.

Erik Gamdrup Jensen

Antequere, Andalusien, 27. februar 1999