Teksten her er fra kataloget til udstillingen "Dagbogen" på Kunstcentret Silkeborg Bad i 2001. Jeg havde i 1 år lavet 1 billede hver dag som man kunne se på udstillingen.

Dagbogen

Ideén opstod på en af de mange køreture mellem Aalborg Kunstpavillon og Silkeborg. 

Jeg havde været til møde om en udstilling sammen med andre medlemmer af "Det Kunstneriske Råd". Udstillingen vi skulle udforme var en markeringen af årtusindskiftet og der blev på mødet talt om, at udstillingen skulle have et tema. Det blev en "løs diskusion uden konklusion".
Et af de foreslåede temaer til fællesudstillingen var "tid" og mens jeg kørte hjemad gik det pludseligt op for mig, at vil man forstå "tid", må man "føle tiden der går".
Jeg ved godt, at selvfølgelig kan man forholde sig til tid som begreb. Det var tildels det jeg gjorde på min udstilling "Historie" i Aalborg Kunstpavillon i 1992. Men det slog mig pludselig, at den eneste måde for mig at forholde mig til begrebet tid på var ved at fornemme på min krop, hvad tid egentlig er. Jeg besluttede mig for i en periode, at fastholde den tid der ville forløbe og undersøge den, se, hvad tiden bestod af.

Jeg tænkte i den sammenhæng ikke mere på Aalborg projektet. Det måtte køre sit eget parallele spor og blive til malerier.

Jeg besluttede mig for at undersøge et år. Jeg ville prøve hver dag i et år i billedform at nedfælde, hvad netop den dag i det væsentligste bestod af.

Jeg lagde mig på forhånd fast på papirformat: 65 cm højt, 20 cm bredt - 400g karton.
Hvert døgn er lige langt udmålt, var min tanke, derfor hver dag samme størrelse karton. Hver dag et nyt stykke karton.

At kartonen skulle vende på højkant var en beslutning jeg traf ud fra, hvorledes det visuelle slutresultat skulle blive. Havde jeg lagt papiret ned, var reslutatet blevet en lang frise, hvilket man godt kunne argumentere for. Hvert døgn er jo netop ikke er afbrudt af tidsstop, hvor vi trækker vejret for at tage fat igen. (Godt nok sover vi, men stopper dog ikke tiden). Men jeg regnede fra begyndelsen med, at forholde mig fragmentarisk til døgnet. Jeg ville uddrage det for mig væsentlige, netop den dag og så se, når året var omme, hvad de væsentlige ting, så ville være. Jeg ønskede med min kartons oprejste retning netop at splitte året op i dage for bedre at kunne undersøge året. Det kunne også have været timer eller uger, men blev dage.

29.6.1999 gik jeg i gang.
Jeg startede på dagbogen. Lavede hver dag et stykke 65 x 20 centimeter oprejst karton, lagde det i en bunke og kiggede så ikke mere på det.
Med mellemrum kom venner forbi og skulle se, hvordan det gik med dagbogen - om de var med? Vi bladrede i bunken og det var kun ved disse lejligheder, at jeg så tilbage på, hvordan de foregående dage var forløbet. Hver gang jeg havde lavet cirka 50 dage pakkede jeg dagene sammen og lagde dem i et sikkert rum, på Silkeborg Kunstmuseum. Der ligger de stadig i skrivende stund, så jeg venter endnu på det store overblik, der kommer når udstillingen hænger der? 
Jeg har imidlertid fastholdt året igennem, at det skulle være "firsttimere", altså ikke noget med at lave om eller rette. Jeg arbejdede oftest med tusch og de klatter, der er kommet på kartonerne har fået lov til at blive. Ikke noget med at lave om eller tænke efter. Når penen ramte kartonen fangede det.
Jeg lavede mig en lille rejsemappe. Kartonerne har været med over alt det år: Spanien, Portugal, Indien og på cykeltur til Møn. Det længste jeg på noget tidspunkt har været bagefter med dagbogen var to dage.

Jeg har en fornemmelse.
Jeg har fastholdt flere dødsfald, opture, nedture og spørgsmålet er: Er dette et typisk år eller er der sket flere alvorlige hændelser end normalt på et år? Svært at sige, for som alt andet her i livet kunne jeg heldigvis heller ikke forudse, hvad der ville ske det år. Jeg har fastholdt noget og andet er gledet bort. En del af det jeg har forsøgt at fastholde er i min hukommelse også gledet bort. Det sidste er især, hvor jeg har forsøgt at fastholde en stemning, at jeg har svært ved at genkalde mig, hvad der så skabte den stemning. Men der er vel også det med følelser, at de til tider netop er udefinerbare. Der er andre ting, som står mig i klar erindring og det er specielt, hvor hændelser tager overhånd.

Jeg husker, at jeg for godt 20 år siden en sen aften stod udenfor det nu hedengangne spillested Stalden og kiggede gennem ruden, hvor man kunne se ind på den lille scene. Vi, det vil sige "Rip Kirby Band" havde selv spillet den aften og ville nu ind og høre Søren Seirup fra de legendariske "Steppeulvene".

Vi kiggede altså gennem ruden og så ind i Søren Seirups ansigt. Han var lettere opløst af sved og så udbrændt ud efter indtagelse af et eller andet. Fingrene løb over bassen, men pludseligt stoppede de. I et klart øjeblik kiggede Søren Seirup ud over flokken af dansende og vrængede: "Kvinder alle vegne, men det er ikke vejen frem", hvorefter han ufortrødent forsatte sit spil.
Hvad der, den aften, skete før og efter husker jeg ikke og det er ikke fordi, at Søren Seirups ord var spundet af visdom, at jeg stadig husker episoden. Men i et øjebliks klarhed fik han udtrykt, hvad der for ham netop på det tidspunkt var en påtrængende erkendelse.
Kartonerne er små erkendelser af større eller mindre betydning. Der er det forløb i dem som tiden binder sammen. Et solstrejf kunne have ændret en dag eller var det hele måske forudbestemt?

Erik Gamdrup Jensen
juli 2000.