Patricia

Patricia - 2008

Udenfor hvirvler bilernes dæk

regnvand op

fra brostenene

mens palmernes blade

flimrer frem og tilbage

foran vinduet

Og gennem væggen

med klosteragtig hvid farve

hører jeg lyden

af

harken

som rester af

aftenens sidste cigaret og brandy

frembringer i struben på min ven

der er i rummet ved siden af

Hvor godt kender man et menneske

hvis der er ting man aldrig får talt om?

Nu

har vi talt

om vores fælles oplevelser

om sorgen og om hvor godt det er

at hun faktisk er død

og at tiden skal gå

fra den første følelse af lettelse til

den daglige tristhed

når man møder ting eller

gengangere

der kan minde om hende

En tand i min overmund

smerter ved kaffen

og akkompagneres af

flere strubelyde gennem væggen

De bliver intense

og kunne tyde på at tæpperne på sengen

bliver smidt til side

I dag skal vi se den nye marmorplade

på graven

Den fineste hvide som kan skaffes!

og:

skal jeg vælge guld

til de udfræsede bogstaver

eller:

sort lakmaling?

Forhøjede bronzebogstaver passer sig ikke

for snehvid marmor!

Morgenbarberingen synes at være overstået

og vi skal møde døden

indpakket i et mausoleum

med rækker af kors

og billeder af de kære

Der er tale om en naturlig død

Hvis det ellers er naturligt

et helt liv at have fyldt sig med

chokoladekage, cigaretter og sjusser

men måske netop derfor

gik det så relativt godt

Hvem ved?

Vi taler om andre døde

om hvorfor hans far

i ophidset stemning

gav en oprører otte

skud i kroppen

Og alligevel blev han ved med

at rejse sig

og måtte til sidst

skydes i hovedet

Det var mælkemanden

der blev skudt

Han virkede ellers så rar

men der havde gået rygter

og man måtte beskytte sig:

Andre blev levende begravet i sandet!

- Nej -

Her er tale om

en fredelig død

Kun nogle år med

iltflasken i sengen

te om morgenen

og de daglige injektioner

Regnen er hørt op

og paraplyerne bliver slået ned

og rystet

så dråber falder på

den melerede marmorgang

og:

han har besluttet sig

Vi lukker jernlågen efter os

og kan i det fjerne se floden

der er blevet brun efter

den natlige regn

En let brise frisker op

og vi går ned ad bakken

under de svajende palmeblade

og ser de første skibe

stævne ud

og vi blændes af lysets

spejling i vandet

nu hvor solen skinner fra kanten

af en sky

- Det bliver en god dag!

Lagos, 2008