6 Billeder

1. BILLEDE.
I Ronda.

Det er mærkeligt, hvordan jeg kunne undgå at skrive om udsigten i Ronda. 
Nu, hvor jeg står og ser ned i kløften, hvor den lave bro går over det vandløb, der længere nede bliver til en flod og hvor jeg kan se bjergene, der afgrænser området fra havet, nu fyldes jeg med glæde over bare at kigge. Hvem der kunne blive en del af det landskab. Tænk at kunne finde roen, at sætte sig i stenørkenen, og bare lade sig suge ind i kløfterne og ikke at behøve at vandre lange ture for at kroppen kan acceptere formålet med at være i bjergene.

På pladsen foran tyrefægter arenaen spiller en guitarist stilfærdigt klassisk musik, men bliver overdøvet af bilerne. Varme dage og behagelige nætter. Skyggefulde træer fører mig til udsigten bag arenaen mod nord. Tre hunde daser i sandet under en stenbænk. Jeg sætter mig og de tager ingen notits af det.

Hvor kommer glæden fra? Man ved det, når den ikke er der og der kan være nok så mange "rette" sammenhænge, men hvad hjælper det. 
Der stod hun så en dag og sagde, at hun elskede mig, hvad andre jo også havde sagt før. Men tidspunktet var det rigtige og smerterne der fulgte var store og alligevel syntes de at være det værd.
Lidt herfra har jeg stået og holdt hende om lænden, mens vi har peget på bjergtinder eller et hus på en skråning langt borte. Hun var i en let sommerkjole, som jeg ind imellem ikke syntes dækkede nok, men alligevel æggede mig. Hvad foregår her og for hvis skyld iscenesætter vi vores udseende? "Jeg er din eneste ene" siger hun og tager derefter krigsmaling på som en anden apache. "Kun for dig" siger hun og vi går ud og på gaden bemærker jeg de andres blikke på hende og synes jeg det er godt? Nej gu' gør jeg ej.

Herre Jeremias, en stund i himmelen og så tilbage på jorden. Hos de dødelige køber vi is og ser folk vandre til et lavt udsigtspunkt, hvor der tidligere lå en kirke. Trappetrinnene har en forkert højde så de fleste må tage et halvt skridt ekstra for hvert trin og har mistet pusten, når de når toppen igen. Vi bliver hvor vi er, mens smeltet is løber ned over fingrene.

Denne hvirvelvind af glæde og skuffelser.
Hvor er hun nu?
Jeg ser hende gå over broen, men det er en anden!

2. BILLEDE.
I Lagos.

Jeg har tingene lagt godt tilrette. Står i et hvidt rum ovenpå en forretning i Lagos.
Lærreder ligger klippet op i mål fra den rulle jeg havde medbragt. I lokalet nedenunder sidder Patricia og fidler med nogle streger på en blok, mens radioen er indstillet på BBC's kortbølgesender. Hunden kommer luntende omkring hjørnet af huset og vil ovenpå, nu hvor jeg holder en pause, men snoren er for kort. Jeg har sat en stol udenfor på repoet over trappen og sidder og kigger ned på de byggematerialer, der ligger på nabogrunden. På den anden side af hovedvejen ser jeg appelsintræerne, hvis grene hænger tungt af plukkemodne frugter.
Om lidt fortsætter jeg arbejdet og ved, at det kun kan gå godt. På mærkelig vis har jeg fundet en ny farve og en ny idé over et gammelkendt tema: "Handler det om at være lukket ude eller om at være lukket inde og hvori ligger forskellen egentligt?"
Det er besynderligt at jeg er nødt til at føle mig doven for at komme i gang. 
Jeg er 6 timers kørsel fra Ronda, befinder mig i et industriområde og - ja - her er da også noget at se på.
Boligblokke, hvor man kun ser andre boligblokke, kan man åbenbart også vænne sig til. Er det så enkelt, at vi er istand til at vænne os til de fleste ting, hvis vi ikke ved bedre? Historien giver utallige eksempler på de grusomheder vi har kunnet finde gode argumenter for.

Jeg har været væk og solen er rykket længere mod vest. Den står nu skråt ind gennem vinduerne og rammer det sidste billede jeg har arbejdet på. De indrammede lysfelter får liv og skyggeområderne står mørkere tilbage. Et sted i billedet er en rovfugl ved at overflyve en person, der øjensynligt har nok i sig selv. Personen ænser intet, lever sit eget liv inde i en skal. Er det et selvportræt?
Blå og rød maling dækker mine hænder og dele af mit tøj.
Jeg drikker lunkent vand direkte fra dunken.
Muren på trappe-repoet danner skygger på mine ben og jeg går ind for at skifte til lange bukser. Nu vil jeg køre hjem.

Jeg kører en omvej.
I dag tager Patricia sig af indkøbene og jeg tillader mig en sviptur op i bjergene, hvor jeg stopper ved dæmningen til et vandreservoir. Her, 15 km fra nærmeste landsby, ligger en lille restaurant. Jeg bestiller en øl og sætter mig ved et bord udenfor, hvor jeg kan se ud over vandet med bjergtinderne i baggrunden. Et grønt løv af buske dækker den røde jord, hvor grå klipper flere steder stikker frem og danner hårde lange skygger af den sene sol.
En ældre kvinde fortæller, at hun er indehaveren og i et yngre liv stammer fra Angola. Hun kom hertil i forbindelse med Nelikke-revolutionen i 1974. Hun er hvid angolaner. Hun længes hjem, men hvad kan man gøre, når der er krig.
"Lemlæstede kroppe, meningsløse drab, begået af naboens kønne dreng. Bedøvet af narkotika og med en Kalasjnikov er han nu blevet en mand.. Vi legede meget sammen som børn!
Ja, ja og prøv så lige, at smage de her oliven, som jeg selv har høstet og lagt i lage. Og vi skal jo alle dø." 
Hun slår korsets tegn.

På vej ned fra bjergene kan jeg se Atlanterhavet.
Dér, ikke så langt borte ligger Marokko og længere til højre, flere tusind kilometer væk ligger Brasilien. Kun 4 kilometer herfra gik Henrik Søfareren rundt og tænkte, at stjerner må kunne bruges til noget og opfandt navigation uden landkending.
Hvad skal man ellers lave, når man ikke tåler høj sø?

3. BILLEDE.
Tidligere.

Vi tog herned engang. Tre dage herned i bilen og tre dage hjem igen.
Min far døde 10 år efter og vi fløj herned med min mor og så døde hun et halvt år senere. Hvad mere vil jeg sige?
Gule blege farver med masser af hvidt i. Min far i ligklæde fuldstændig afsjælet, så død som man nu kan være. Vi fandt ham en sten fra skoven, men skulle jo egentlig have givet ham et trækors som Jens Vejmand. Han holdt jo af træ og på en måde passer noget mere forgængeligt bedre til et gravsted. Hvor lang tid skal et grav-eftermæle have lov til at stå og forstår man bedre, hvem man selv er, så længe forældrenes sten står på graven? Næppe, men man har måske brug for et fikspunkt når alt andet, der bliver forbundet med dem, bliver realiseret?
Sikken en masse spørgsmålstegn døden efterlader.
Han talte ikke så meget som hun. Jeg ved mindre om, hvad han egentlig tænkte og om hans fortid og er måske derfor mere færdig med ham i mine natlige drømme.
Min mor, afsjælet og smuk i sit ligklæde. En del af rynkerne er borte og hun ser ikke helt så død ud, som man skulle tro, ligesom for at understrege det mærkelige i, at hun faktisk er død.
Man burde skrive om….? Man burde skrive om!

Der er jo ikke kommet noget frem i gemmerne, der fortæller noget, som jeg ikke på en måde allerede vidste. Man skal jo ikke være særlig klog eller gammel for at regne ud, at ens forældre har haft et kærlighedsliv, der også rækker tilbage til en tid, før man selv blev undfanget.
I tryghedens navn undlader vi imidlertid at minde hinanden og familie om, at tingene kunne være endt anderledes eller, at andre partnere faktisk også spillede en vigtig rolle for den man nu er. 
Kunne jeg have mødt ting i de annaler, der ville have fået mig til at føle mig som en anden end den jeg hidtil troede jeg var?

En lille dreng går med sin trækvogn fyldt med grus, mens mor grædende står op ad en dør og siger, at mormor er død. Jutta er død. Jutta for Judith, der stammer fra Judæa. 
Et villatelt med sol gennem gul sejldug og små dyr synes at bevæge sig over øjeæblet, mens jeg hører mærkelige stønnende lyde fra madrassen ved siden af.
Jeg kan lugte det afbarkede grantræ og dieselosen fra en lastbil, der stadig skulle læsses med håndkraft.
Med bøllehatten trukket ned over øjnene kører jeg på en alt for stor damecykel med fuld fart ind i enden af en stak træ.
Lyset er gået ud.
Splinter skal trækkes ud eller er det rosentjørne, der har sat sig på bagsiden af mine lår?

Familien sidder omkring et bord, men der mangler én. Hvor er han? Det er som "frokost i det grønne", hvor én er gået efter brød, men er blevet borte. Men han er blevet helt borte og kan ikke komme tilbage, medmindre noget usædvanligt sker. Næppe sandsynligt. Han skød sig selv, forlyder det, først omskrevet til "geværet gik af". Hans navn på en sten, hvor der er plads til flere.
Han var altid så munter, forlyder det: "Gik med en mælkespand i denne ene hånd og fløjtede med den anden". Kom til Livgarden - det skulle man jo, nogen måtte gå samme vej som morfar. Senere gik det galt. Men hvad skete der? Var det barnet, der skulle fødes udenfor ægteskab eller den forestående ægtepagt og år i vente - eller hvad?
Og morfar tog af sted og bragte liget hjem, forlyder det. Der er udgået et dekret og morfar er taget af sted.
Og år senere: 
Et sted i skoven brækker en gren af et træ. Morfar binder grenen op, puster på stedet og giver plaster på. Birketræer kan forbløde om sommeren.
Og morfar renser en levende huggeorm i en myretue. Han fanger den med næsten bare hænder. Har kun handsker på. En helvedes karl. Og så kan han cykle og cykle og kun tage dampbad een gang om ugen. Den militære disciplin fornægter sig ikke. En sund sjæl i et sundt legeme, siger han gennem en cigar. Han sidder ofte i en stor lænestol og man kan med mellemrum klatre op på ham.
Det gule hus, med de store stuer med et klaver, der spiller falskt, nedenfor det forhøjede gulv, hvor udsigten til skoven er bedst.
Her står nåleskoven tæt, om end der også er bøg og birk og andet godt. Rådyrene skriger i brunst og udkæmper gevaldige slag på den anden side af åen. Og alligevel læser vi "Bill og Ben" og "Walt Slade". En mand har hængt sig i et træ, men vi ved det først, da vi finder hans kranium ved træets fod. Deroppe hænger tøjet stadig samlet over knoglerne. Om natten i Brugsen fanger de "Den Langhårede" mens han sidder og spiser en pakke margarine. Det sidste kan få de små hår til at rejse sig på os alle, så børnelokkere og indbrudstyve i omegnens sommerhuse virker helt fredsommelige i sammenligning med. Hvilket normalt menneske kan spise margarine direkte af pakken ?

Til stadighed ser jeg længselsfuldt hen af vejen, der nu er blevet asfalteret. Hvad ligger der gemt, der for enden?

4. BILLEDE.
Nu i Portimao.

Kirkeklokken overrasker mig hver morgen klokken otte og igen klokken sytten.
Havde jeg kigget ud af vinduet ville overraskelsen have været mindre. De professionelle, tiggerne og gademusikanterne har længe været på plads, for ikke at gå glip af deres del, når mennesker kommer ud af kirken blødgjort i sjælen efter sakramentet.
Heldet er med synderne udenfor kirken, der nu kan få sig et par bajere på hjørnet hos den købmand, som har åbent.
Forfaldet er åbenlyst. Jeg må skridte over en ung mand, der synes bevidstløs, mens væske flyder ud af hans mund. Vi banker på en dør og der ringes efter en ambulance. Selv i deres branderter kan de omkringstående se, at det her er helt galt. En kammerat køres bort og livet går videre. Hvem bliver den næste?

Solens stråler står klare her om vinteren. I disse dage har vi her ved kysten nærmest bjergluft. Mange overaskes af den kolde luft på skyggesiden. Halsklæder bæres nærmest som en provokation mod den strålende sol. 
Kirkens facade svinger sig som en smuk, svulstig filmkulisse. Ser man kirken fra bagsiden, kan man tydeligt se kirkerummets egentlige facon. Facaden er bygget som en mur, en udsmykning, der kun tjener det ene formål: "At se ud".

Denne morgen er som mange andre: Jeg venter på at folk skal stå op. Jeg vandrer i gader, hvor arbejdsfolket så småt begynder deres vandringer i forskellige retninger. Ved markedspladsen er en cafe åben og jeg får en kop kaffe. Denne lyst til at være med, at foregive, at jeg har travlt, at også jeg har en mission her i livet, at vi trækker på samme hammel om end jeg trækker med en miniature pony. Alle ser ud til at skulle nå noget vigtigt i dette land, hvor det ellers er mere almindeligt at komme for sent. 
Rundstykkerne står i en sæk foran forretningen, men der er ikke åbent endnu. Vi venter og venter.
Brødbilen holder der stadig og radioen i bilen kører på fuld styrke i morgenluften: "So long Marian, I began to pray for the angels, but the angels forgot to pray for us".
Dette mærkelige sted, virker netop nu ekstra mærkeligt. Fattigdom og rigdom side om side. Specielt i de her gader, hvor det pulserende liv er blevet aflløst af forfald. Faldefærdige gamle huse bliver beboet af afrikanere og folk fra det tidligere Sovjet. Her er grobund for russisk mafia, narko og racisme. Vi har det hele. Bare sig til. Fornuftige folk med dyderne i orden er for længst flyttet, hvis økonomien vil det. Det vil den tit ikke.
Et stenkast herfra bygges nye boliger.

På ryggen af en ung englænders T-shirt står ordene: "Jeg hader, derfor er jeg". Det må være en ungdommelig prøveballon. Had kommer vel af usikkerhed og frygt? Hvis had og kærlighed er modsatrettede poler, er det vel stadig kærligheden vi konstant søger og som driver os frem?
Den Angolanske damefrisør påstår på sit skilt, at hun er unisex-frisør og det kan der være god grund til. I disse gader er det sex det handler om og jagten på kærlighed må vente. Den afstumpethed som begæret er forbundet med skinner ud af ansigterne på mænd i forskellige aldre, der hver aften sniger sig ind i O-Farol. Kvinderne, der om dagen vandrer i haverne langs havnen er ikke luksus eskorte service, men derimod udmarvede og knugede kvinder i panisk jagt efter penge til narkotika. Forhandlinger om pris foregår dæmpet og hurtigt gennem nedrullede vinduer i biler, der er kørt ind til siden.

5. BILLEDE.
Mange steder.

I et tog mellem Barcelona og Paris. I et tog mellem Warszawa og Krakov. Hændelser med piger, hvor det ikke blev til noget, ja egentlig ikke engang hændelser, for det eneste, der skete var, at jeg var tilstede og så noget tankespind i mit hoved. 
I en kupé. Toget kører igennem natten. I kupeen er der kun mig og fire amerikanske piger på min egen alder. Den ene lægger sig på sædet ved siden af mig og spørger om hun må lægge sit hoved i mit skød. Og jo, selvfølgelig, man er jo en flink fyr. Og på banegården i Paris, efter en hel nats togkørsel siger vi tak for turen til hinanden og ses aldrig mere.
Men ikke kun i tog.
I Sevilla, hvor jeg checker ind på et hotel sammen med 3 canadiske piger og de spørger, om jeg ikke vil dele værelse med dem og på den måde gøre det lidt billigere. Og selvfølgelig er jeg ikke interesseret, jeg kan jo bedst lide at sove alene, ikke?
Og australske Jane som jeg skulle….. Nej, listen bliver for lang og selvfølgelig kunne jeg blive ved, for det kan vi jo alle. Der er vel for alle et hav af "ikke hændelser", hvor man så bagefter kan spørge "hvorfor egentlig ikke". Og er det ikke netop det, som det handler om. Alle disse valg, hvor tingene kunne være gået anderledes, men nu gjorde man som man gjorde og det gik som det gik. Men valgte man virkelig en vej eller var vejen udstukket på forhånd?

Kærlighed og begær
Jeg føles så sær

Kærligheden har momentvis fået plads, men begæret tog i de yngre år ofte over. Forelskelsen og begæret er ofte gået hånd i hånd, for at fordufte som en flygtig gasart.

6. BILLEDE.
Men kærligheden?
Det kan være et barn på en arm!

Hun går over en bro i Ronda. Da hun er midt på broen flagrer hendes kjole op, mens en lastbil passerer. Hun drejer til højre, går bag om hotellet og holder sig på det smalle fortov. Jeg følger efter, men i god afstand og lader som om jeg har et ærinde i den samme retning som hende. På denne tid, hvor de fleste slutter dagens arbejde kan det lade sig gøre. Nu ændrer hun retning mod et lavere sted ved floden og forsvinder gennem en dør i et af de sidste huse.
Hvad er der med hende?
Der er helt sikkert noget med hende. Hendes gang er som en panters, men ikke bare det, hendes ranke holdning måske? Det er faktisk noget helt andet og udefinerligt.
Jeg sætter mig på en bænk og venter, ser ud over landskabet og venter. Solen er nu gået ned og jeg begynder at blive sulten.
På husets tagterrasse hænger tøj til tørre og jeg håber, at hun vil komme til syne netop nu, mens jeg sidder her. Men intet sker. Lidt bevægelse bag et vindue, men er det overhovedet hende?
Minutterne går og i gadelygternes skær, med bjergene i baggrunden i en silhuet af mørke violette skyer sidder jeg på en bænk og venter på hvad? At hendes mand dukker op eller, at hun kommer løbende ud og kaster sig i mine arme og siger: "Ja, jeg har også ventet på dig hele livet og ja, selvfølgelig skal det være os to - og vi kan sagtens leve på de violette skyer der omkranser Ronda fra nu af og indtil døden os skiller".
Men hun kommer ikke og til sidst går jeg.
De næste dage i Ronda kredser jeg omkring i de områder, hvor jeg forventer hun vil dukke op. Jeg har på et tidspunkt stillet mig bag hende i bladkiosken, da hun købte avis, i et desperat forsøg på at få øjenkontakt.

Solen står op og solen går ned og de små lyserøde skyer spreder sig efterhånden og det gør, at jeg bedre kan samle mig om det jeg egentlig kom her for: At finde ud af, at jeg faktisk savner dig!

Erik Gamdrup Jensen
Portimao 2003.